Tilskuddet gives tidligst, fra barnet er 24 uger til det tidspunkt, hvor man almindeligvis starter i skole.
Tilskuddet kan samlet ydes for minimum otte uger og maks. et år pr. barn. Perioden kan deles i to og kan deles mellem barnets forældre.
Barnet kan ikke være optaget i et dagtilbud samtidig med, at der udbetales et tilskud. Hvis dit barn allerede er indskrevet i et dagtilbud, skal du udmelde barnet rettidigt via Den Digitale Pladsanvisning, inden du kan modtage tilskuddet.
Tilskuddet kan tidligst søges to måneder, før du ønsker at starte. Det bevilges ikke med tilbagevirkende kraft og udbetales månedligt bagud.
Der kan maksimalt ydes tre tilskud pr. husstand. Det samlede tilskud pr. husstand kan ikke overstige maks. beløbet for dagpenge.
Du kan godt søge tilskud til et barn, selv barnets søskende er optaget i et dagtilbud.
Børn der passes under ordningen, er ikke omfattet af reglerne om søskenderabat og økonomisk friplads.
Krav til ansøgeren
- Ansøgeren må ikke modtage offentlig overførselsindkomst eller have arbejdsindtægt.
- Ansøgeren skal have bopæl i Randers Kommune. Dog kan du ikke modtage dette tilskud, hvis du har bopæl i udsat boligområde.
- Ansøgeren skal være barnets biologiske forælder eller adoptivforælder.
- Ansøgeren skal have tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer.
- Ansøgeren skal have haft ophold i Danmark, Grønland eller Færøerne i syv ud af de sidste otte år.
Kravene om tilstrækkelige danskkundskaber og om ophold gælder ikke for EU/EØS-borgere i det omfang, de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.
Hvis du er selvstændig, må du gerne beholde dit CVR-nummer, mens du modtager tilskud til pasning af eget barn, men du må ikke have en indkomst samtidig.
For at kunne dokumentere, at du ikke har en indtægt samtidigt, skal du en tro- og loveerklæring digitalt (kræver MitID) om, at du ikke har en anden indtægt i perioden, hvor du modtager tilskud.
Takster og skat
Det årlige tilskud til pasning af egne børn er pr. 1. januar 2023 fastsat til:
- 72.411 kr. pr. barn i alderen 0-2 år.
- 47.166 kr. pr. barn i alderen 3-5 år.
Tilskuddet kan højest udgøre 85 % af den billigste nettoudgift pr. plads (eksklusive støttepædagogudgifter) i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.
Tilskuddet beskattes som A-indkomst. Da der ikke er tale om en lønindkomst, men overførselsindkomst, beregnes der ikke ATP og arbejdsmarkedsbidrag. Der optjenes heller ikke feriepenge.
Ferie
Du må gerne få udbetalt feriepenge samtidigt med, at du modtager tilskud.
Du må godt modtage tilskud under ferieophold af kortere varighed i udlandet, forudsat at du selv passer barnet under udlandsopholdet.
Afvisning af ansøgning
Kommunen kan beslutte, at du ikke kan få tildelt tilskud til selv at passe barnet, hvis hensynet til barnet taler for, at det skal optages i et dagtilbud.
Ophør af tilskuddet
Ophører tilskuddet er der garanti for en plads i Randers kommune senest tre måneder efter henvendelsen til pladsanvisningen.
Klage
Der er ikke fastsat en særlig klageadgang i forbindelse med ordningen. Den konkrete afgørelse kan inden fire uger indbringes for Ankestyrelsen.
Klager over kommunens generelle fastsættelse af tilskuddets størrelse og andre kommunalt fastsatte retningslinjer for ordningen kan kun indbringes for kommunen, da der er tale om fastlæggelse af kommunens generelle serviceniveau.