Du kan skrive dit barn op til en plads i et dagtilbud, så snart barnet er født.
- For børn i alderen 0-2 år er der mulighed for dagpleje, vuggestue eller kombinerede institutioner.
- For børn i alderen 3-5 år er der børnehaver og kombinerede institutioner.
Du skal skrive dit barn op til børnehave samtidig med opskrivning til dagpleje og vuggestue. Du kan naturligvis altid ændre dine ønsker på et senere tidspunkt. Du kan skrive dit barn op til alle de institutioner, som du ønsker.
Du skal bruge din MitID til Den Digitale Pladsanvisning.
Via Digital Pladsanvisning kan du:
- søge om plads i dagpleje, vuggestue, børnehave, førskole, fritidshjem, SFO og juniorklub på fritidshjem
- få overblik over dagtilbud
- følge udviklingen på ventelisten i forhold til barnets anciennitet (opskrivningsdato)
- søge økonomisk friplads
- melde dit barn ud af et dagtilbud
- søge om tilskud til privat pasning
- søge om tilskud til pasning af eget barn
- søge om kombinationstilbud
- gøre indsigelse på genberegning og på årsregulering vedrørende økonomisk fripladstilskud.
Skal dit barn i en privat institution, kan det IKKE skrives op via Den Digitale Pladsanvisning. Du skal i stedet henvende dig direkte i institutionen.
I Randers kommune er der pasningsgaranti. Det betyder, at dit barn er garanteret en plads senest tre måneder efter opskrivning, dog tidligst fra behovsdatoen. Pasningsgaranti gælder for alle børn over 30 uger.
Der er ikke garanti for en bestemt plads og heller ikke garanti for bestemte åbningstider. Vi vil selvfølgelig så vidt som muligt forsøge at imødekomme dit ønske om en bestemt plads.
Vi tilstræber, at du får en plads til dit barn inden for det dagtilbudsområde/-distrikt, hvor I bor. Bliver det nødvendigt at tilbyde en plads uden for jeres eget dagtilbudsområde/-distrikt, tilbyder vi en plads så tæt på jeres hjem som muligt. Bliver der ledige pladser i jeres eget dagtilbudsområde/-distrikt, kan barnet blive flyttet dertil. Barnet bevarer samme opskrivningsdato ved overflytning til den ønskede plads.
Tilbyder vi dig en plads, er pasningsgarantien opfyldt. Siger du nej til pladsen, kan du først garanteres en plads igen tre måneder senere. Vi forsøger dog altid at hjælpe med en plads igen hurtigst muligt.
Hvis barnet skrives op inden for de første tre måneder efter fødslen, vil det være barnets fødselsdato, der afgør placeringen på ventelisten.
Hvis barnet skrives op senere end tre måneder efter fødslen, er det datoen for opskrivningstidspunktet, der gælder.
Derudover afgør behovsdatoen også dit barns placering på ventelisten.
Ventelistenummeret giver dog ikke et brugbart billede, da børn med særlige behov, børn fra garantilisten med højere anciennitet og søskende til børn, der allerede går i institutionen, kan komme foran de børn, der allerede står på ventelisten.
Rækkefølgen ved tildeling af pladser
Der anvendes desuden følgende rækkefølge ved tildeling af pladser i dagtilbud:
- Børn med særlige pædagogiske eller sociale behov på grund af fysisk/psykisk handicap og/eller sociale/familiemæssige forhold. Der skal foreligge en klar dokumentation for, at der er tale om alvorlige problemer.
- Fortrinsret for søskende. Der gives en fortrinsret for søskende til en ledig plads i den daginstitution eller dagpleje, hvor der i forvejen er indskrevet søskende, såfremt der er en ledig plads i dagtilbuddet på det tidspunkt, hvor søskendebarnet skal bruge en plads. Denne fortrinsret træder i kraft efter, at barnet/børnene har været opskrevet til dagtilbud i tre måneder. Søskende skal mindst kunne være indmeldt i samme dagtilbud i tre måneder for, at fortrinsretten kan udløses.
Søskende/halvsøskende har søskende fortrinsret, selvom de ikke bor sammen. Vil du gøre brug af fortrinsretten skal du kontakte Pladsanvisningen. Vi gør opmærksom på, at den forælder, som er biologisk forælder til børnene, skal have del i den fælles forældremyndighed over de pågældende søskende/halvsøskende, for at man kan gøre brug af søskende fortrinsretten.
- Børn efter opskrivningsdatoen på ventelisten. Det barn der har stået længst på ventelisten, tildeles en plads.
Endvidere skal der ved anvisningen af ledige pladser tilstræbes:
- At der er en jævn aldersfordeling i institutionerne.
- At det enkelte barns udfordringer, herunder barnets og familiens sproglige udfordringer, kan tilgodeses i institutionen, samtidig med at der skabes mulighed for alle børns udvikling i institutionen. Beslutningen herom sker efter en selvstændig og konkret vurdering og i en dialog mellem den konkrete institution og Randers Kommunes Pladsanvisning.
Ved optagelse i vuggestue/dagpleje er barnet sikret et forløb og skal derfor flyttes videre til børnehave, når der er tilbud om en plads. Hvis forældrene siger nej til pladsen i børnehaven, udmeldes barnet derfor samtidig af vuggestue/dagpleje.
Hvis barnet optages i en vuggestue i en kombineret daginstitution, der både har vuggestue og børnehave, er barnet automatisk sikret en plads i den kombinerede institutions børnehave efterfølgende.
Hvis dit barn er indmeldt i dagpleje/institution og får tilbudt anden pasning, kan dagplejen/institutionen se/få oplyst, når dit barn får tilbud om en anden pasning.
Vær også opmærksom på, at en bestemt børnehave ikke er en sikkerhed for, at Randers Kommune senere kan tilbyde skolegang inden for det skoledistrikt, hvor børnehaven ligger. I Randers Kommune er der frit skolevalg.
I en daginstitution må der ikke optages mere end 30 % børn fra et udsat boligområde i løbet af et kalenderår. Dette fremgår af Dagtilbudslovens §26a.
Forældre fra udsatte boligområder kan derfor opleve, at de ikke kan få deres barn optaget i den ønskede daginstitution, selv om der er ledige pladser i daginstitutionen.
Private daginstitutioner er også omfattet denne regel. De private daginstitutioner skal en gang årligt meddele Randers Kommune, hvor stor en andel af børnene i institutionen, der kommer fra et udsat boligområde. Den private daginstitution skal selv sikre, at institutionen ikke optager mere end 30 % børn fra et udsat boligområde i løbet af et kalenderår.
Hvis du påtænker at flytte til Randers Kommune og ønsker en plads, kan du skrive dit barn på venteliste via Den Digitale Pladsanvisning.
Kontakt Pladsanvisningen
Opskrivning kan KUN ske digitalt, men du kan altid få hjælp i af Pladsanvisningen på tlf. 89 15 14 20 eller den Digitale Hotline på tlf. 70 20 00 00.
Telefonen er åben mandag, tirsdag, torsdag og fredag fra kl. 09.00-13.00. Onsdag er telefonen lukket.
Skriv dit barn op til en ny institution
Mini Munkdrup
Randers Kommune er i gang med at bygge en ny daginstitution i Munkdrup med plads til 50 vuggestuebørn og 100 børnehavebørn. Daginstitutionen forventes at stå færdig i februar 2024, men allerede fra august 2023 kan de første vuggestuebørn begynde i institutionens pavillon, der er placeret ved Børnehuset Toftegården, Skolevej 22, Assentoft, 8960 Randers SØ.
I alt 14 vuggestuebørn vil i løbet af august 2023 kunne begynde i pavillonen ved Børnehuset Toftegården. Når den nye daginstitution i Munkdrup er færdig i begyndelsen af 2024, vil vuggestuebørnene blive flyttet fra pavillonen i Toftegården til den nye institution i Munkdrup. Som forælder skal du derfor i den første periode aflevere dit barn i pavillonen ved Børnehuset Toftegården, indtil den nye daginstitution i Munkdrup åbner i begyndelsen af 2024.
Du kan allerede nu skrive dit barn op til vuggestuen i Munkdrups pavillon i Assentoft via Den Digitale Pladsanvisning.
Du kan skrive dit barn op til en børnehaveplads eller vuggestueplads i den nye daginstitution i Munkdrup fra 2024.
Minimax
Minimax på Nyvangsvej forventes færdigbygget januar 2024.
Du kan allerede nu skrive dit barn op til venteliste til børnehaven med opstart til januar 2024 via Den Digitale Pladsanvisning.