Socialpædagogisk friplads

Det er muligt at søge tilskud til betaling af dagtilbud til børn med særlige behov - en såkaldt socialpædagogisk friplads.

Forældre kan søge om socialpædagogisk friplads til et barn, når kommunen vurderer, at:

  • barnets ophold i dagtilbud er særligt påkrævet af sociale eller pædagogiske grunde
  • forældrene ikke har mulighed for at betale for ophold i dagtilbuddet.

Begge betingelser skal være opfyldt. Der skal inden ansøgning om socialpædagogisk friplads være søgt om økonomisk friplads ved Randers Kommunes pladsanvisning.

Du kan søge om social pædagogisk friplads til dagpleje, vuggestue, børnehave, SFO og juniorklub. Der kan søges om tilskud til både kommunale og selvejende institutioner. Der kan ikke søges til privat børnepasningsordning.

Det er forskelligt, hvor stort et tilskud man kan få. I nogle tilfælde vil hele forældrebetalingen blive dækket, mens der i andre tilfælde kun vil blive ydet et tilskud.

Ansøg om socialpædagogisk friplads

Inden du søger om socialpædagogisk friplads, skal du først kontakte en administrativ medarbejder i Familie- og rådgivningscentrets børneteam på tlf. 8915 4670. 

Herefter vælger du det skema nedenfor, der passer til din situation:

  1. Du er enlig forsøger - dvs. at du ikke har en ægtefælle/samlever
  2. Du bor sammen med barnets anden forælder
  3. Du har en ægtefælle/samlever, som ikke har forældremyndighed over barnet

Du skal kun søge økonomisk friplads til juniorklub, hvis dit barn har plads i Fiskergården, Jennumparken eller Vorup Børne og Ungdomshus (VBU). Øvrige juniorklubber er undtaget fra dette, og du skal blot søge friplads direkte ved Familie- og rådgivningscentret.

Hvad sker der, når min ansøgning er modtaget?

Familie- og rådgivningscentret laver en økonomisk vurdering. For at få viden om dit barns særlige og væsentlige behov henter Familie- og rådgivningscentret en statusudtalelse fra det konkrete dagtilbud og evt. Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR) eller andre relevante fagpersoner.

Når Familie- og rådgivningscentret behandler ansøgningen, vil der altid blive lavet en konkret og individuel vurdering af din og dit barns situation.

Du skal forvente en sagsbehandlingstid på ca. 4 uger, fra vi har modtaget din ansøgning. Afgørelsen bliver sendt skriftligt til dig.

Hvis du får bevilget en socialpædagogisk friplads til dit barn, skal Familie- og rådgivningscentret en gang årligt følge op på, om betingelserne for bevillingen fortsat er til stede. Dette sker to måneder før, bevillingen udløber.

Din pligt til at oplyse om ændringer

Du har pligt til at oplyse, hvis dit barn ikke længere kommer i dagtilbuddet, eller hvis der sker væsentlige ændringer i det timetal, dit barn er i dagtilbuddet.

Du har pligt til at oplyse om økonomiske forbedringer, eller hvis antallet af personer i din husstand ændrer sig.

Automatisk ophør

En bevilling af socialpædagogisk friplads ophører:

  • Hvis barnet udmeldes af det konkrete dagtilbud
  • Hvis der sker væsentlig forbedring af familiens økonomiske situation
  • Hvis Familie- og rådgivningscentret modtager informationer om ændringer i barnets behov.

Lovgivning

Dagtilbudsloven § 43 stk. 1 nr. 4, § 63 nr. 4 og § 76 nr. 2