Gruppen består af børn i alderen 6-11 år.
I T1 lægger vi vægt på en tryg, forudsigelig og genkendelig struktur.
Hver dag starter vi med en gennemgang af skoledagen, hvilket illustreres med både ord og piktogrammer. Skemaet med piktogrammerne hænger på tavlen i løbet af hele skoledagen, så eleverne løbende kan følge med. Hvis der af en eller anden grund er ændringer, bliver eleverne gjort opmærksom på det, og piktogramskemaet ændres.
Vi lægger vægt på, at eleverne i T1 følger den normale fagrække og bliver stimuleret og udfordret fagligt hver dag. Vi oplever, at eleverne får ro og selvsikkerhed ved at opleve faglig succes. I T1 er der meget fokus på, at eleverne kommer godt i gang med deres læseudvikling.
I T1 starter dagen med et morgenmodul. I morgenmodulet er eleverne inddelt i tre hold, der på skift er gennem stationerne aktiv læring, bevægelse og faglig fordybelse i 25 minutter ad gangen.
- Aktiv læring består af danskbaserede opgaver to gange om ugen, f.eks. hentediktat, spil, hente ord, bestemme ordklasser og læg i rigtig kasse. To gange om ugen er det matematik, der er omdrejningspunktet, og en gang om ugen er det engelsk-aktiviteter.
- Bevægelse foregår udenfor, hvor eleverne bl.a. arbejder med deres balance, præcision samt veksling mellem høj og lav puls-aktiviteter.
- I faglig fordybelse læser alle eleverne med en voksen og i en frilæsningsbog. Derudover arbejder eleverne tre gange om ugen med danskfaget gennem individuelt materiale og historieskrivning, hvor emnet er rammesat. To gange om ugen arbejder de individuelt med matematikfaglige opgaver.
Ridning
Alle elever i T1 tilbydes ridning. Ridning sansestimulerer eleverne på en sådan måde, at centralnervesystemet kommer i ro og balance via hestens tredimensionelle bevægemønster. Ligeledes stimuleres arousal, da hestens rolige bevægelser skaber en ligevægt, hvor eleverne mærker krop og sind. Ridning fremmer grounding og giver dem dermed en bedre kontakt til sig selv. Desuden udvikles kropsbevidsthed, kryds/koordinering samt muskel tonus stimuleres.
Via omgang med hestene oplever eleverne at få et ansvar i forhold til hesten og dermed en oplevelse af at være en vigtig medspiller.
Vi ser, hvordan deres selvværd, empati og sociale forståelse bliver boostet af denne aktivitet. Desuden udvikles en forståelse for det nødvendige sociale samspil samt normer og værdier, vi vægter i et større fællesskab og sammen med hesten. I omgangen med hestene er disciplin og det at tage imod kollektive beskeder en nødvendig forudsætning for sikkerheden.
Stjernemål og belønningssystem
Eleverne i T1 har et individuelt stjernemål og et belønningssystem. Eleverne kan via deres belønningssystem spare op til en selvvalgt aktivitet. Det kan f.eks. være stopdans, fri computertid, legetøjstime, lave mad, fodboldtime m.m. Disse belønningssystemer er med til at motivere den enkelte elev til at præstere godt og have gode skoledage.
Eleven skal hver dag have fokus på eget personlige stjernemål og overholde de fælles klasseregler for at få en stjerne og smileys til belønningsskemaet. Eleverne er hurtige til at forstå systemet og ved, hvad der skal til for at få en smiley og stjerne.
Belønningssystemet (smileys) er individuelt, men når den enkelte elev har optjent de antal smileys, der skal til for at udløse belønningen, så nydes den som oftest af hele klassen. Det bliver ofte italesat, at det er vigtigt, at eleverne gør hinanden gode og hjælper hinanden til at kunne opnå de forskellige aktiviteter.
Alle elever måles på:
- "Jeg hører efter"
- "Jeg er stille og husker at række hånden op, når jeg skal sige noget"
- "Jeg bruger et godt og pænt sprog".
Vi evaluerer disse tre ting løbende og efter hvert undervisningsmodul. De tre ting er desuden visualiseret med trefarvede magneter.
Samarbejde med T2 (4.-6. klasse)
Vi har et tæt samarbejde med T2 om overgange, og vi har fagdage sammen med T2 gennem skoleåret. I forbindelse med brobygningsforløb deltager elever fra T1 i undervisningen i T2 over tid. Vi udvider tiden i individuelt tempo, efter hvad der passer bedst til den enkelte elev.
Eleverne i T1 socialiserer også med elever fra T2 gennem forskellige lege og spil i frikvartererne.
Gennem det gode og tætte samarbejde med T2 og planlagte brobygningsforløb forud for opstart i T2, er det muligt at skabe en tryg og tillidsfuld overgang for den enkelte elev med fokus på at sikre den mest optimale start i klassen.